PRESSEMEDDELELSE
Messcenter Herning, onsdag d. 11. november 2003
Forstør: Klik på billede
Fra åbningen af FoodTech Scandinavia 2003 ses fra venstre Prins Joachim, direktør Georg Sørensen, Messecenter Herning, fødevareminister Mariann Fischer Boel og medlem af messekomiteen, adm. direktør Jacob Dilling-Hansen, CFS Nordic A/S.
Spørgelysten Prins Joachim besøgte FoodTech
Scandinavia 2003 i Herning
Det var en veloplagt og spørgelysten Prins Joachim, der tirsdag i Messecenter Herning besøgte FoodTech Scandinavia 2003, som er Nordeuropas største fagmesse for teknologi til fødevareindustrien. I næsten to en halv time blev prinsen vist rundt på messen. Her så han
stribevis af nye produkter, hilste på mange af de 320 udstillere og åbenbarede en spørgelyst, som vidnede om betydelig indsigt inden for dette fagområde. Ligeledes besøgte prinsen Landsmejeriudstillingen, der finder sted parallelt med FoodTech-messen, og som er verdens største mejeriudstilling.
Kreative producenter Fødevareminister Mariann Fischer Boel assisterede Prins Joachim, da han med en guldsaks klippede det røde bånd over som symbol på, at messen nu var officielt åbnet. Ligesom Prins Joachim er ministeren aktiv landmand, og hendes appetit på messens mange spændende nyheder var lige
så overvældende som prinsens. - Nutidens forbrugere vil have et varieret udbud af fødevarer af høj kvalitet. Derfor skal producenterne være kreative og opfindsomme, når det gælder udviklingen af nye produkter og processer. Vi skal sørge for hele tiden at være i front med at skabe nye kontakter og få
gode ideer. Til det formål kan jeg ikke forestille mig et mere inspirerende miljø end netop FoodTech Scandinavia, sagde ministeren. Medlem af messekomiteen, adm. direktør Jacob Dilling-Hansen, CFS Nordic A/S i Slagelse, bakkede op bag dette synspunkt. - Skal fødevareindustrien imødekomme de
udfordringer, der følger af bl.a. ændrede forbrugsvaner, ny lovgivning og generelt stigende krav af den ene og anden art, er der behov for opfindsomhed og samarbejde mellem alle led i erhvervet, sagde han.
FoodTech Innovation Award En sådan opfindsomhed kom bl.a. til udtryk i de mange
bidrag, der var indkommet til konkurrencen om FoodTech-messens innovationspris, FoodTech Innovation Award. Vinderprojektet kom fra Videometer A/S i Hørsholm. Et avanceret apparat til såkaldt multispektral visionsmåling, dvs. automatisk kvalitetsmåling af bl.a. fødevarer. – En flot kombination af
teknologier fra universitetsforskningen samlet i et funktionelt design, hed det i dommerkomiteens bedømmelse.
Danmarks bedste mejeriprodukter Under besøget i Messecenter Herning stod Prins Joachim også for overrækkelsen af præmier ved Landsmejeriudstillingens prestigefyldte konkurrence
om årets bedste mejeriprodukter. Vinderprodukterne kom alle fra Arla Foods. Ost: Aars Mejeri for emmentaler. Smør: Holstebro Mejeri for 250 gram saltet Lurpak. Konsumprodukter: Århus Mejeri for A38. Blandingsprodukter: Esbjerg Mejeri for vanillesauce. FoodTech Scandinavia 2003 varer til og med torsdag.
Yderligere oplysninger: Projektleder Klaus Erichsen, Messecenter Herning, tlf. 99 26 99 26.
|