|
Jern- og
Maskinindustrien, 30. årgang, Nr. 39, november 2000, uge 46 -
Af Morten Brandt
Viden
I sommer kom der endnu en virksomhed på banen blandt udbyderne af visionløsninger
til industrien. Virksomheden Videometer A/S hører til i den videnstunge
ende af skalaen, og man lægger heller ikke skjul på tilknytningen til
markedets dyre ende, hvor de komplicerede løsninger skal udvikles.
Der er masser af markante profiler
inden for dansk visionsteknologi, en af dem der har markeret sig skarpt,
arbejdede indtil i sommer udelukkende som forsker og underviser i en
lektorstilling på DTU. I dag er Jens Michael Carstensen kun tilknyttet
DTU på halv tid. Den resterende del af tiden bruger han i en stilling som
teknisk direktør i sit eget firma Videometer A/S.
Det er en lang indviklet historie,
men kendsgerningen er, at jeg efter opstarten af Videometer for cirka
halvandet år siden i dag står med et gældfrit firma, hvor jeg selv ejer
49 procent af aktierne og folkene bag ProInvent ejer de andre 51
procent, fortæller Jens Michael Carstensen til J&M/Industri-Teknik.
At det netop er Leif Dalum og Allan
Spork, der er medejere af Videometer kan ikke undre folk i branchen. Leif
Dalum fortæller om potentialet og målsætningerne i samarbejdet:
Der er stor synergi mellem
Videometers og ProInvents automatiseringsaktiviteter, ligesom der er
mellem DTU og Videometer. Jens Michael Carstensen kommer således til at
fungere som bindeleddet mellem DTU og Videometer, da han arbejder på
deltid begge steder. Det betyder, at der etableres tæt kontakt mellem
Videometer og forskningsverdenen, og at der på denne måde åbnes op for
mulig kommercialisering af de mest lovende forskningsprojekter.
Leif Dalum fortæller videre, at efter
halvanden års samarbejde mellem Videometer og ProInvent var det
naturligt, at der blev indgået et decideret partnerskab, da chancen bød
sig. I dag har begge firmaer samme adresse i Hørsholm nord for København.
Der er i dag ansat seks ingeniører i Videometer, og man regner med at nå
otte inden årsskiftet.
Et konkret eksempel på hvad ProInvent
og Videometer kan præstere sammen blev allerede omtalt i J&M industri-Teknik for knapt et år siden. Et visionsystem der
sorterer 3.000 minkskind per time for Danske Pels Auktioner.
Det er ideen bag dette system, der i øjeblikket
udgør hjørnestenen i Videometers forretningsgrundlag. Ideen er så
original og nyskabende, at der er taget et internationalt patent på
konceptet. I en meget forenklet gengivelse går det ud på, at der via en
halvkuppel udsendes en belysning, der er 100 procent diffus, hvilket gør
det efterfølgende systemdesign langt mere kontrollabelt, da refleksion og
genskin helt undgås.
Svin og vision
Både hos ProInvent og Videometer er
man enige om de centrale forretningsmæssige forhold, blandt andet at den
vækst en virksomhed undergår skal være kontrolleret.
Selvom vi pludselig skulle komme i
en situation, hvor vi kunne bruge mange flere ansatte, har vi bevidst
valgt, at vi på ingen måde vil forcere vores vækst. Det er i det lange
løb alt for risikabelt. Vi bliver nødt til at vide, at vi ansætter de
rigtige folk, og at de løsninger, vi kommer op med, er til at stå inde
for. Derudover er det vigtigt, at vi også har tid til den fordybelse, der
ofte skal til, for at man kan være virkelig innovativ, fortæller Jens
Michael Carstensen.
Ellers er det ikke fordi der mangler
ambitioner hos Videometer. Eksempelvis er patentet verdensdækkende, og
der lægges ikke skjul på, at det er planen at komme udover landets grænser
med teknologien, men samtidig er man opmærksomme på vigtigheden af at
have et hjemmemarked, hvor man kan nyde godt af de industrilokomotiver,
der i forvejen findes.
Det er jo tankevækkende at se på
en virksomhed som Novo. Da den startede op med produktionen af insulin,
var det jo dybest set affødt af den store danske produktion af svin. I
dag er det os og andre teknologileverandører, der hænger os på
eksempelvis Novo, og dermed bliver vi så at sige trukket mod at skabe
teknologi til medicoindustrien, mener Jens Michael Carstensen.
Fremtiden skal være fleksible
Når Videometer laver systemløsninger,
starter man sammen med kunden med at lave en meget præcis analyse af,
hvordan de eksisterende behov og krav til systemet ser ud, men også af i
hvilken retning fremtidens behov kunne se ud. Det er vigtigt når man
laver designet af systemet, at det er bredt nok, så der er plads til
udvidelser.
Jens Michael Carstensen vurderer, at
der også i fremtiden vil være arbejde nok til vision-eksperterne.
Vi oplever allerede nu, at kravene
til kvalitetskontrol og dokumentation stiger markant. Og med det lønniveau
der er i Danmark, er det jo oplagt, at hvis man kan automatisere denne
proces, så spares der mange penge. Endvidere tror jeg, at vision i endnu
højre grad end det er tilfældet i dag kommer til at blive en integreret
del af det industrielle produktionsapparat. Jeg tror, at ordet fleksibel i
fremtiden kommer til at få ny betydning, vurderer Jens Michael
Carstensen. Dermed mener han, at produktionen kommer til at kunne
omstilles betydeligt hurtigere, end vi kender det i dag, og at vi kommer
til at opleve et regulært boom i noget, man kunne kalde customized
production.
Til den tid vil man givet vis ikke længere
tænke på vision som et system baseret på kamera og billeder, men på
visionsystemet som en anden type sensor i rækken af mulige værktøjer
der er tilrådighed i produktionen.
Billedtekst
1:
Jens
Michael Carstensen på sit kontor på DTU. Via synergieffekten mellem
Videometer og DTU vil der etableres en tæt kontakt fra forskningsverdenen
og til det private erhvervsliv. På denne måde åbnes der for en mulig
kommercialisering af de mest lovende forskningsprojekter inden for vision.
Billedtekst 2:
En af de
konkrete eksempler på samarbejdet mellem ProInvent og videometer er
vision-delen af en turn-key-leverence til Danske Pels Auktioner. Anlægget
er i dag velfungerende og sorterer cirka 3.000 skind i timen.
|